Sur På Natur

vous le vous retardo?

2010-06-07T22:13:00.000-07:00

I dag har jeg fået skæld ud på fransk af en varmblodig femme. Jeg er pissesur når jeg cykler og varmblodig femme holdt ikke til højre.. huhu jeg hvæsede på underskuds-dansk. Men varmblodig femme havde åbenbart også et og andet der trykkede efter lang dag i femme-land, så hun decideret tømte sig for grimme ord og forbandede mig og mine (også foster -nu med pedaler i stedet for fødder). Eller. Det tror jeg. For jeg kan ikke en skid fransk. Ud over mercibaguettefromageouiouirendezvousalors! Måske sagde hun pæne ting om min taske. Eller også bandede hun også vejarbejdet i skolegade langt væk. Men the evil eye sagde noget andet. Det er bare federe at være sur på noget højstemt sydlandsk, i stedet for et bøvet "arh men.. slap da AF". Når man nu også er iført storvom og tykke små ponyben, så er man ikke POW! Mademoiselle Fantastique!
- og lige nu er der bare fucking langt tid til at jeg er Mademoiselle Fantastique igen (jvf ben & vom), og det er måske (årtusindets underdrivelse) der man skal finde stenen i stiletten. Jeg vil også være varmblodig femme i gadebilledet, men i stedet klapper fremmede damer oppe i bogholderiet mig på vommen og siger "ja, jeg skulle jo lige høre de andre om du er gravid" (underforstået: du er jo sådan lidt kvabset ellers så..). Jeg synes generelt at gravide maver er pisseflotte, min egen inklusive, men lad os sige det sådan, at mild og god ikke kom med i denne omgang graviditets-persona.

uhhh kold tizz, kold tizz, kold tizz

2010-06-02T22:08:00.000-07:00

Hvad sker der hér: nnneeeeiiijjjjjjaahhhhhhhhaaaaaaadddddddddd ?
Dér tissede jeg i bukserne for at holde mig selv varm. Og det vil også være effekten af den backstabbin' der forekommer i det følgende. For hvis de omtalte finder ud af det, er jeg fanme færdig som gårdsanger, mand. Eller også bare færdig med at sove indendøre.

Jeg får så helt utroligt lange løg af vores udlejer. Jeg husker sværmerisk tilbage på tiden, hvor ens udlejer var en stor navnløs, hensynsløs, grisk og ikke mindst ond korporation med adresse i Hellerup. Nu er man på fucking fornavn og opdateret på hele sygehistorien. Og hundens.
Mit store fede problem er, at vores udlejer opfører sig, som om han har 100% råderet over vores hus.
- Når vi kommer hjem fra arbejde er græsset slået, og de ting som har ligget og flydt på pragt-plænen er ryddet til side. (og hvis der ligger noget som han har overset, bliver det sgu kørt i stykker. RIP blomstret planteskovl)
- Når aftenstilheden sænker sig over Bitteby (ej ok, det har hele tiden været stille, men når selv fuglene holder kæft) kommer han skydende i sin havetraktor, kører ind på havegangen som går rundt om huset og sprøjter GIFT efter ukrudtet (mmmm ned i grundvand, op igen, ned i glas, op til mund, ned til foster -nu med 3 øjne, gæller og pedaler hvor der skulle have været fødder)
- Når man sidder med morgenkaffen kommer han pludselig ind i haven med stige og værktøj; for nu skal den balkon/taget/dimsen satanedme fikses
- Når han siger at man skal flytte sin bil, fordi nu skal gårdspladsen harves (?#%¤&#???) så skal det være NU og ikke om 5 min når man evt har fået tøj på

Jamen de er jo flinke. Ingen tvivl. Men vi har aldrig aftalt at de skulle gøre ovenstående. Og man føler sig afsindigt umyndiggjort. Nogen ville sikkert være lykkelige over at andre slog plænen, men når det nu er noget der bare sådan sker, uden at udlejer lige banker på og informerer om, at nu gør han lige dét, så føles det helt forkert. Lige pt er det lidt som om vi er nogle, der bare passer på huset for dem, og ikke nogen der betaler en million milliard i husleje og faktisk har råderet over haven iflg kontrakten.
Det er fanme så... ~~jysk~~ , ~~bonderøvsagtigt~~, ikke-at-være-særlig-god-til-at-tage-hensyn.

Er det mig der er hys?

Some girls are bigger than others..

2010-05-30T20:53:00.000-07:00

I marts tog jeg sådan én:

(hvad sker der liiige m 1½ streg? -betyder det man lige skal give den gas en ekstra onsdag før ungen er i...skabet? og nej, det er ikke tizz på papiret, det er en uklædelig skygge; er faktisk rimelig ferm til at ramme (CV-material, anyone?)).

Og så er det jo gerne således at der i dén postomgang ikke var shiny happy people til kommende mor-til-to, men derimod:

(faktisk er titlen til dette billede White Trash Puking. Og sådan har man det faktisk lidt når man, som jeg, sidder i Bitteby i outlaw Jylle og kun har lyst til ostepops og desuden er knocked up af en pretty boy fra 10.)

Når man så er færdig med at klamre sig til kummen, så har man heldigvis plads til mere mad:

binge, binge, binge. Knækbrød med den fede ost.. det eneste der tager kvalmen -indtil om 15 minutter hvor jeg bliver sulten igen.

Huha, endelig færdige med at ha kvalme, hvad skal vi så lave? bumbum

Man kan være så ufatteligt træt at man bliver depressiv. Så hvis nogen spørger, om jeg i de første 3 måneder var psyched over at skulle have sagnomspundne NR 2, kan jeg med helt rent hjerte svare: nej, nej for helvede!

Men menmen, i løbet af de sidste par måneder har jeg også opdaget, hvor ked af det jeg har været over at bo her. Jeg har frygtet at komme hjem fra arbejde; ud til dødsygt hus, hvor det eneste nabokontakt består af et ugentligt fejlsendt Århus Stiftstidende, og det sætter jo blot situationen i perspektiv, for fuck me sideways hvor er det en ringe avis.
I april skulle vi 6 wunderschöne dage til København, og afstanden satte hele situationen i perspektiv:
1) vi flytter ikke tilbage til København
2) men vi blive heller ikke boende
3) for vi flytter i:

med masser af

Eller også bare et helt almindeligt bofællesskab. Jeg trænger til at tilværelsen bliver mere blød og rar, og det tror jeg der er mulighed for de steder vi har kig på.

Så det er grundene til, at jeg har været fraværende i den sidste tid. Min hjerne har været kogt af spekulationer, og det har levnet meget lidt overskud til natur-sur. Men nu er tingene ved at falde på plads. Vi skal have et barn til november og vi flygter hurtigst muligt i ly hos de andre hippier. Har som forberedelse købt abonnement på Information og smækbukser til barnet. Om lidt binder jeg et stormønstret tørklæde om min vom og begynder at slå på tromme og hamre min stav rytmisk i det lerklinede gulv.

(og hey forresten; da vi fortalte barnet at hun skal være storesøster brød hun sammen i gråd med ordene jeg vil ikke være storebror, jeg vil se famfyn (fjernsyn) -ja, det sucks honey, men sådan spiller kinoklaveret. Men det er fanme slut efter denne her; hvis jeg ikke kan få børnepenge føder jeg ikke flere børn. Tag den magthavere som snart er behandlings-og-omsorgskrævende-af-ikke-eksisterende-generation. HA.HA.HA)

Narrefisse..

2010-05-24T23:18:00.000-07:00

Dengang jeg boede i Kvindekollektiv brugte vi mange år på at finde den mandlige ekvivalent for ordet narrefisse. Vi landede altid på snydediller. Men det lyder egentlig bare lidt nuttet, hvorimod narrefisse er vel kras i mine øre. Jeg synes faktisk godt man kan dvæle ved symbolikken hér; kvinder skal have de grimme spytte-ord og mænd er bare sådan lidt kære når de lover noget de ikke kan holde (nåårh, vil du ikke alligevel? super med mig, må jeg ringe og evt give dig gaver?).

Aaaanyways; fik jeg sagt at vi ikke har noget net derhjemme, fordi TDC i deres optimerings-iver er kommet til at klippe forbindelsen til omverdenen. Så.. jeg er tilbage når net er oppe.

ciao bella

Bloggen sover, bloggen sover i sin lune bolig..

2010-05-19T07:56:00.000-07:00

Kære alle..

Jeg ved i er derude. Jeg kan se på mine stats, at i tjekker troligt ind hver dag. Blot for at finde 1½ måned gammelt surt indlæg. Men det er ikke fordi jeg pludselig kan lide natur (i guder.. NO), eller er flyttet tilbage (dream on, sugar) eller på nogen måde er kommet til skade (selvom det gør lidt av indeni når jeg tænker på forår på bryggen). Men. Der er sket så meget så meget de sidste 1½ måned at jeg pt samler mod til at fortælle om det. Jeg ved faktisk helt præcist hvornår jeg giver bloggen gas igen: det gør jeg næste tirsdag efter 20. Så sid klar med cava, kyz og kage. Jeg lover at det bliver mere afklaret, mere surt og meget mere...hyppigt (definitionen på et godt knald..?)

Den kærligste og moderat ærligste hilsen, Anne (besk bitteby borger)

Yo tengo a bit of a crisis

2010-04-04T21:12:00.000-07:00

Kunne det ikke ha været da bomb, hvis det her med at flytte til BitteBy i Jylland fra Islands Brygge var lykkedes, sådan 100% med det samme? Hvis det havde vist sig, at flytte på landet bekom mig vel (og det er helt med vilje at det her er en migmig deal, for de andre i husstanden har det udemærket). At lyset og luften og stilheden og pladsen var nøjagtig dét som jeg, uden at vide det, havde brug for. Born to do it, man. Man må jo satse, for man finder jo ikke ud af hvad man går glip af, ved blot at blive hvor man er.
Jeg har fundet ud af, at jeg virkelig godt kan lidt at økse rundt i haven og efterlade mig et blodigt spor af skamklippede planter og hæksakset hæk. Det er dejligt afslappende med sådan noget jord, selvom jeg ved jackshit om planter (og derfor har Christian med som min wingman: "jeg tror liiige jeg river de tidsler op dér, og hvis du putter de der nye staudeskud tilbage i jorden, så er det helt fint"). I mine øjne findes der ikke gode eller dårlige planter, kun dem jeg kan grave op med min fine blomstrede skovl (tak søster for dén afskedsgave (sammen med Turen går til Østjylland)), og så skidt med at vi mister noget besætning undervejs ("moar, hvor er den fine snegl henne?" "den er...løbet sin vej lille skat").

Og dét er jo en helt vild overraskelse; at jeg godt kan lidt at straffe havens natur på den civiliserede måde (med en kultivator blandt andet -jamen det er rigtigt! det er der faktisk noget der hedder. Se evt ude til højre; en rigtig fattigmands-rive hvis du spørger mig).

Det var lidt sammen følelses jeg forventede at få med hele Jyllands-eventyret, at hey det her er virkelig fedt og på en måde svaret på det der hvad-er-det-jeg-vil-med-mit-liv-spørgsmål som jeg har tumlet med siden jeg var rundt 17.
Men altså... er det for tidligt at dømme dødsbo over eventyret? For jeg har ikke følelsen af afklarethed som jeg måske håbede på. Jeg keder mig lige så meget som i København. Og så er det jo at der kommer en sniger; en tanke der bliver ved med at presse sig på: at det måske er vel meget at forvente at et sted kan give en følelse af meningmedlivet og at -gys- det rent faktisk er mig der er kedelig. Fuck.

Bibliotekaren Befaler: DO'S & DON'Ts. 10 years of VICE magazine's street fashion critiques

2010-03-30T22:15:00.000-07:00

Står du nogen gange i en situation, hvor du ikke helt ved om dit nye bekendtskab er vennepotentiale, eller om hende du har det vildt sjovt med på arbejde egentlig er sjov, eller om det bare er placebo? Sådan har jeg det aldrig, for jeg har en fast men fair måde at skille venner fra tidsrøvere; jeg stikker dem VICEs do's and don'ts bog og ser om de fanger den. Altså tonen i bogen (jeg leger ikke hent-pinden med mine venner, nejnej). Hvis de ser lidt desorienterede ud og siger enten A) aj...ad! B) nå..haha..skørt, hva? eller blot C) jeg forstår det ikke, så kan vi gå hver til sit. Hvis de derimod flipper lidt ud, fordi denne bog ikke blot er en genialitetens bibel, men også fordi den føles lidt som at møde den person der sidder i kontrolrummet i hjernens humor-center, så kan vi blande blod og blog og jeg sværger for min part evigt troskab.

Jeg elsker denne bog. Jeg e-l-s-k-e-r den. Den holdt mig ovenpå i den første forfærdelige måned i Jylland (læste i den hver dag for at bevare mig selv og mit mentale helbred). Den er en kontinuerlig påmindelse om alt det jeg finder smukt og rigtigt i livet. Nemlig fantastiske ord, spidsspids humor og grinen af andre (IKKE med dem, God no!).
VICE er et overdrevet fedt blad, som har alt det jeg personligt gider at læse om: musik, mode, gøren-nar og dybdeborende artikler om, hvad der helt præcist sker når man spiser svampe. Det er oprindeligt et canadisk blad der startede som aktiveringsprojekt for junkier. Siden har bladet spredt sig til hele verden (VICE Scandinavia for vores vedkommende) men den absolut upolitisk korrekte tone har ikke ændret sig. I hvert nummer af bladet har de en feature der hedder Do's & Don'ts, hvor der.. kommenteres på folk. Det fungerer ca således :

DON'T:

Whether he’s an Icelandic deep-house enthusiast who thinks it’s still 1995 or a Fijian mash-up DJ from the year 2021 who’s so on the cutting edge of every emerging trend that it’s actually intimidating, this guy is the worst.

DO:

It’s one thing to parade around in a beehive wig and stilettos looking like a character in a Broadway show about transvestites—those guys are abominable. But a man in Barnes & Noble scouting for his next great read in a pair of sensible heels? Now that’s awesome.

Er det måske ikke sjovt? Prøv så at forestille dig en hel bog med Do's & Don'ts.. Det er så tæt på litterært himmerige som jeg personligt kommer. Bogen er overmåde respektløs, vulgær og grænseoverskridende og jeg lærer i snit 5 nye engelske bandeord hver gang jeg læser den.

Bibliotekaren siger: læs den!

Kødfarvet kærlighedssprog

2010-03-25T12:47:00.000-07:00

nååååårh!
Er dette udtryk for:
A) bilen siger undskyld?
B) vi har love-me-tender-nisser?
eller
C) at lissom nogen kan lave latte-art kan jeg lave snekunst med bil?

Jeg er Sauron, jeg har bjælder på..

2010-03-22T14:35:00.000-07:00

Arh men altså.. Beklager virkelig meget det lange fravær fra bloggen. Men lige meget hvor du sidder i landet, bør du faktisk kunne høre hvor meget jeg hoster. Var ved Hr. Doktor i dag og har desværre ikke lungebetændelse, aka ingen pskykopat-farmaceutika til at nedkæmpe den ebola-sars-kreutzfeld-jakob jeg slæwer rundt på pt. Damn you forår.
Og damn you IKEA for at sælge mig neongule plastikstole, som jeg helt umotiveret har sat ud i haven. Til de varme sommeraftner forstås. Men der er så helt utroligt mange ting der er galt ved det tableau, som udfolder sig ude i det inferno af rådne blade, visne buske og gennemblødt fuglefoder som udgør vores have. For nu ligner det -endnu mere- at her bor mentalt handicappede og stærkt stilmæssigt udfordrede teenagere. Stolene lyser op som forvirrede lanterner i Bittebys nøje afstemte nuancer af bindingsværk og Skagensrød og sætter hele situationen i -neongult- relief; jeg passer fandenedeme dårligt ind i hér.

Og her er beviset:

Vi var til fællesspisning i sidste uge. Men mexi-tema. Nammenam. Vi kommer sådan lidt i halv syv (det starter halv syv). Og der er så riiimelig fyldt op med mennesker ved alle bordene. Bortset fra dér, hvor folk har vippet stolene op for lissom at indikere at her-sidder-faktisk-nogen-at-du-ve'-det. Vi går lidt rundt i vores landflygtighed og finder tre stole. "Der sidder faktisk nogen dér", siger en af de omkringsiddende. Øps. Huha. Videre. Finder tre nye. "De dér er altså reserverede til nogle andre", meddeler dame jeg aldrig har set før. Ohwell. Gennem sukkersødt tandsmil får jeg hvæset nu må i sgu passe på at det ikke bliver en lukket fest. Wildly modent. Men altså helt ærligt. Da vi har gået rundt langs det sociale hegn i Fort Bitteby, forbarmer nogle af de flinke sig og gør plads til os. Jeg havde egentlig mest lyst til at gå. Det er måske barnligt, men jeg nægter simpelthen at tigge om at måtte være med i klubben. Var helt desillusioneret. Troede at de der fællesting var til for at være..fælles. Men der er jeg jo så nok for tekstnær. Dem der kender hinanden lukker sig helt om deres gruppe, og jeg synes det er lidt ydmygende at stå og banke på. Er nok lidt for ærekær dér. Vi ville jo vildt gerne score de andre børnefamilier og legekammerater til barnet. Men det lader til, at specielt børnefamilierne er en sammentømret gruppe der ikke som sådan behøver nyt blod. Havde totalt 1:1 indvandrer-identifikation..
Man kan jo godt høre, at jeg er vildt fornærmet over, at folk ikke kaster sig for mine fødder og insisterer på at blande blod i vild jubel over mig og min fantastiske familie. Men.. jeg synes jo, at jeg har gjort riiimelig meget for at fraternisere; hvad mon de forventer? har jeg overset det lokale alter hvor man ofrer til gud og mejetærskerne? skal man bare vente? (Jamen det VIL jeg ikke; de skal elske mig nu! NUUUU!).

I rest my case..

Is it a bird? Is it a plane? No, it's a gæsteblogger!

2010-03-15T21:02:00.000-07:00

Fik jeg fortalt, at det der med at flytte på landet ikke var min 1. prio i forhold til optimal livsstil? virkelig? Nå. Ophavsmanden til dette festfyrværkeri af en god idé er nemlig min kæreste. Denne jordens hyrde. Dette naturens barn. Han er vokset op på landet, og ser en mejetærsker hvor jeg ser et rædselskabinet. Han kan hestehviske dyrene på marken og fortælle hvad det grønne fidus i haven er (som regel græs). Og han oplever det at flytte på landet en smule anderledes end jeg. Det vil han fra tid til anden gæsteblogge om her på Sur På Natur.

Generelt glad for natur -sagde manden
Meget har man læst på denne blog om byens fortræffeligheder og landlivets fortrædeligheder. Ikke at noget af det er nyt for mig, jeg bor jo trods alt sammen med damen, men det er nu alligevel interessant at læse, når fruen sådan for alvor øhm...italesætter (argh) sine tanker og følelser omkring dette hersens udflytteri.
Det har hun jo så gjort en stund, og fint nok. Nu er det min tur.

Hvor skal man så begynde? Det skal man jo nok ved starten: Primo november 2009 rykkede vi mås i Carina Eriksen (Bilen) og fes mod vest. På destinationen stod jo allerede det meste af vores ejendele pakket totalt random i flyttekasser, og man kunne jo dårligt undertrykke sin begejstring ved tanken om gletsjer-agtigt langsom proces med at flytte lortet rundt, til den værste ny-bolig-lede havde lagt sig.
Heldigvis(?) havde vi jo begge kun cirka 1 uge fri før arbejdslivet ville kræve vore kroppe sat i sving andetsteds. Så der var sgu ligesom linet op til heftig boren-huller og hængen-op, og det var fortrinsvist mit job. Havde egtl. ret god fornemmelse med det, og fik også en del banket op. And I better - for midt i november skulle jeg nemlig påbegynde mit liv på landevejen...

Lige siden jeg fik kontrakterne i hus en gang sidste år, havde vi forståeligt nok talt en del om konsekvenserne heraf: At husbond/farmand skulle være bortrejst i alt cirka 3 måneder fra og med midt i november - til starten af februar. Det var jo nok mest fraværet af farmand der blev vendt mest - Damen og jeg har flere gange været romantically involved på distancen (altså med hinanden, ikke) uden at der af den grund er gået løsagtighed eller lignende i den. No problem there.
Straks mere interessant var det hvordan dagligdagen ville forløbe for Dame og Barn, når først Mand ikke var så meget hjemme. Når så "hjemme" også er et helt nyt og fremmed sted - oven i købet i den rumænsk-hjemmerøver-befængte landzone (og Dame tydeligvis er en erklæret bymus), så var der lagt i ovnen til en hel masse...halløj.

Nåmmen november var jo totalt syndflod det meste af tiden og Lille By tog sig ikke skide indbydende ud set inde fra Arken (Lille Hus På Landet). Det var downright depri, for at være ærlig. Og så rejste jeg bort med stor lastbil, nørdede teknikere, ej blot til lyst, og alt det dér.

På nogen måder er det sådan set en lettelse, sådan at være erhvervsbetinget mytterist fra redefineret familieliv i nye omgivelser. Nu var der pludselig en masse dagligdags problemer og situationer jeg ikke kunne gøre en hulens masse ved andet end, med min mandige røst, i telefonen at sige "så så, det skal nok gå" og "du klarer det strålende" og ikke mindst "øh, må jeg ringe tilbage senere, vi har lidt travlt lige nu". Hundrede procent velment og hundrede procent ubrugeligt i Damens og Barnets dagligdag, but there you go.
Så var der dage, hvor turnélivet bragte mig så tæt på hjemmet, at det var muligt at komme forbi til en overnatning. Så kunne jeg måske nå at køre Barn i børnehave - eller hente. Måske købe ind, støvsuge, etc. De dage var gode for familien, men egentlig lidt hårde for mig. Det var jo rart at komme hjem og vende, men nu kunne jeg pludselig både nå stå lidt for tidligt op (det gør man ikke på teaterturné), tage del i stress, bøvl og konflikter med egenrådigt barn (it builds character) og løbe et par ærinder - FØR jeg påbegyndte 10-14 timers arbejdsdag i scenekunstens navn. Dén problemstilling kom bag på mig. Men det var trods alt bedre end at være væk 4-5 dage i træk, som jeg var af og til. Jeg kunne ikke helt lade være med at føle mig som lidt af en sjuft i de situationer - det kunne godt på overfladen se ud som om jeg havde rykket min familie op med rode for at JEG kunne få nye udfordringer - og så bare rejste bort og lod Dame og Barn finde ud af det med at falde til et nyt sted, og i det hele taget finde sig til rette i en helt ny måde at leve på. Der var masser af brændstof til den dårlige samvittighed, især under den første turné.

Men men; så begyndte dagligdagen alligevel at tage form - både ude og hjemme.
Jeg fik meldinger hjemmefra hver dag, og selv om det ikke altid var ren, koncentreret fryd der flød ud af samtalerne, sms'erne, mellem Mand og Dame, så var der alligevel en antydning af en tendens til at pionérlivet i Lille By På Landet fungerede, oftere end det ikke gjorde det. Dame gik ret hurtigt hen og blev glad for sit nye job, og det gik bedre og bedre i Barnets nye børnehave (selvom det i lang tid stadig var Trygheds-Kenneth fra den gamle børnehave der bestemte bordmanererne hjemme hos os. Man glemmer ikke sådan sine venner selvom man kun er 3 år gammel). Det blev utvivlsomt nemmere at være dén der var væk, når det viste sig at kunne fungere derhjemme - uden mig.

Nå - mit liv på turné er jo i virkeligheden kun et krydderi på hele spørgsmålet om hvordan man flytter fra by til land - og overlever. I vores tid i Københovedstad har jeg ikke sjældent ønsket mig langt ud på en pløjemark, hvor køer bisser - ikke cyklister. Jeg er ikke sikker på at jeg overhovedet egner mig til at bo i en storby i længere perioder. Der er simpelthen for meget...af alt. Mennesker, larm, generel idioti. Damen kan godt lide mennesker og larm, hun forstår nemlig at få noget ud af det - det gør jeg så nok ikke helt. Stilhed, højt til himlen, jord under sålerne derimod; det kan jeg arbejde med. Damen kan på det punkt ikke følge sin mand (som hun ellers bør gøre til alle tider). Men det kan man skrive en hel masse mere om. Det vil jeg så gøre på et andet tidspunkt.

Rådjå ouwor.

København, min elskede

2010-03-13T12:55:00.000-08:00

Hjemme. København. Dér hvor mit hjerte stadig skvulper i en sursød sovs af fester, gæster og gennemforurenet sne. Jeg skulle til møde på Holmen i fredags og valgte at blive weekenden over (ha!.."valgte"; tiggede og bad min søster om at huse mig). Har ikke været tilbage siden hastig exit for 4 måneder siden. Det er så en fejl. Kunne næsten ikke være i mig selv, da toget kørte strækningen enghave-dybbølsbro-hovedbanen. Var nærmest oprevet. Det var lidt som at se en gammel flamme igen; for lige dér føltes det som om, at København og jeg aldrig er blevet helt færdige med hinanden.. Jeg havde hjertet helt oppe i halsen da jeg stod og ventede på bussen og havde det sådan coming to America-agtigt (fuck you! fuck you! and fuck you!...who's next?). Al den comotion og larm og ballade og mennesker og blå himmel og lort på skoen. Inden for 5 minutter blev jeg spurgt om vej to gange, og jeg antager derfor, at jeg lige nu udstråler en tillidsvækkende blanding af indfødt know-it-all og kjær kvieøjet jyde. Den første bus (5A) bliver ført af Ray Charles og den næste (2A) af Marianne Faithfull og jeg hvisker henført only in Copenhagen. Først dér ved bussen udenfor hovedbanen, går det op for mig, hvor meget jeg har savnet byen og livet i den. På turen til Christianshavn sidder jeg med næsen trykket flad mod ruden for at få det hele med. Det gamle liv i København, blev pludselig så nærværende, at jeg havde svært ved at trække vejret.

Mit møde gik fint -tak fordi du spørger. Men jeg har nok virket en a-n-e-l-s-e manisk: ajhvorERherbarefantastisk! vedVIRKELIGikkehvorforvierflyttet! HARHHARHHARH! En smule belastende for gruppens beslutningsdygtighed at jeg greb en hver chance til at tale om mig selv og København: implementering af ny software siger du? haha, SJOVT! det minder mig om hvor meget jeg savner at bo i København! vil du høre om det?. Da mødet var slut, tog jeg ind til Frederiksborggade for at mødes med min søster på den nye Riccos, og jeg krammede hende på den der langvarige terapeut-måde, hvor man siger mmmmmmmm! imens, fordi man bar' FØLER. Da vi timer senere skiltes, spadserede jeg igennem Nørrebro parken i skumringen og var lykkeligere end længe. Jeg har det jo stadig sådan, at jeg til hver en tid føler mig mere tryg ved Nørrebro, end ved BitteBy med dens tykke stilhed og det endnu tykkere mørke.
Om aftenen var jeg til releaseparty for kammeraterne i One-eyed Mule's nye plade. God plade, god koncert, gode mennesker og Anne på total Københavner-high og derfor relativt ukritisk ift alkoholindtag. Glemmer at jeg er en lille dame og at guldøhl ikke bekommer mig vel. Men dang! altså. Står dér 4 måneder efter købbe-exit og det er som om, at jeg aldrig har været væk. Er det godt eller skidt? hvem siger det mest om? Anyways slingrede jeg lykkeligt hjem til søster og satanist-svoger og indtog en milliard kalorier i form af cola og chips, og forsøgte at bruge Information som godnatlæsning. Lørdag var tætpakket med damer der skulle håndteres. Så jeg var til brunch med Louise i mit gamle hood på bryggen og for fucking fuck altså, hvor er livet godt og let dér. Videre til Øøøøsterbro og gå tur i fælledparken med Rosa (i strømpebuks, hæl og silke, ja tak) og videre til fødselsdag hos karismatiske Kris, hvor den stod på cupcakes og hångbajere og al den spas der kan købes for penge. Hvad mere kan en simpel pige fra landet ønske (at weekenden varede lidt længere måske?).
Søndag var det av rævoar København. Heldigvis slap stenbroen mig ikke så let, for som den eneste delte jeg på hjemturen kupé med nyligt tørlagt alkoholiker, som rigtigrigtig gerne ville fortælle om det. Ikke til mig dog, men til Hans og AnneDorte og Tøsepigen og alle de andre der var så heldige at bide på hans søndag-formiddag-jeg-sidder-i-toget-og-keder-mig-ad-helvede-til-men-heldigvis-er-der-ikke-langt-til-Vejle-når-blot-man-har-sin-mobil. Omkring Odense fik vi så selskab af en dame, som endnu ikke var nået til det tørlagte stadie af rusen, og derfor linede 4 ½ liters dåsebajere op og gik i krig. Virkelige mennesker med virkelige problemer og jeg kan i dét perspektiv godt pakke min sødladne sværmerier for vor hovedstad væk. Men jeg savner altså byen. Rigtig meget.

Fårk man keder sig derude..

2010-03-08T11:47:00.000-08:00

Jeg har været hjemme. I København. Og om dén tur vil jeg skrive senere. For det mest håndgribelige jeg fik ud af turen, er konsekvensen af at stavre lykkeligt rundt i hæle, sølv-strømpebukser og silkekjole i 10 graders frost. 'ed ond 'orkølelse. Er sur og træt og elsker kun tv. Derfor blot den nyeste oversigt over, hvad folk har søgt på på Google når de har fundet mig:

11.11% enhver idiot er velkommen pa biblo
7.41% hjælp når energien er lav
3.70% at bo på landet eller by?
3.70% stenbro
3.70% Pengene er små, det er svært at klare dagen og vejen,
3.70% kneppe i naturen
3.70% theprincesssabine
3.70% disneys kogebog
3.70% hvorfor keder jeg mig så meget?

Jeg håber virkelig at min blog har dækket alle de behov, der ligger til grund for ovennævnte søgninger.

Dum med dum på og mere dumt som appendix

2010-03-05T23:45:00.000-08:00

Nu arbejder jeg jo ovre i biblo-business. Og det har jeg, of course, uendeligt meget skæg ud af. Jeg synes det er en fin indlægtuel branche jeg har valgt. Har ikke svært ved at stå ved, at jeg er bibliotekar (uh!). Føler ikke behov for at muse-hviske min profession til eventuel sidemand fordi det er FLÅWT det med bøwer og fordybelse. Men. Det synes resten af min business så at det er. Flovt. Og det er så en kilde til uendelig intern konflikt, fordi man i sin iver efter at modbevise de fordomme man tror der er ift biblioteker og bibliotekarer, blot reproducerer dem i et uendeligt kedeligt loop. Jeg døøøør, hvis jeg skal forholde mig til endnu en kampagne, der har til sit erklærede mål at "modbevise fordomme", "børste det støvede image af" og være cool med de coole, og ung med de fucking unge. Se eksempelvis nedenfor:

Nummer 1

http://www.youtube.com/user/ThePrincessSabine#p/a/u/0/Gh81JZxRMGE

Nummer 2

http://www.youtube.com/user/ThePrincessSabine#p/a/u/1/KiX1N8gfb6U

Nummer 3
http://www.youtube.com/user/ThePrincessSabine#p/a/u/2/6l6D0j80eMc

Problemet er, at udførelsen af disse kampagner er så utrolig uambitiøs. Ude på publikums-chef kontorerne sidder man åbenbart og gokker helt ud over noget man tror er buzz; viral markedsføring (hear me roar!) og ikke mindst (og her bliver der klimakset i provins såvel som i storby) YOUTUBE. Youtube er her hvor målgruppen (18-25) skal findes og fanges og gøre til biblo-superbrugere. Og så er branchen reddet. Og så er vi -endelig- ved at være in sync med Y2K. Men ligesom du ikke kan købe stil, kan du ikke købe en specifik målgruppes kærlighed med billig smiger -dem mellem 18 og 25 ved sgu bedre end som så. Og biblioteket er jo faktisk for alle. Jeg synes, man skal holde fast i bibliotekets klassiske brand. Der er så lidt der er langtidsholdbart i dag (ha! hvor mormor) og jeg synes man skal dyrke fordybelsen og det intellektuelle frem for det dumme og letkøbte. Kan man overhovedet lokke en 18-årig murerlærling på biblioteket med en youtube video? (gu kan man ej, de læser kun Ugens Rapport).
Anyways; jeg vil gerne have jeres mening om de 3 youtube videoer som Svendborg bibliotek har bekostet (50.000) for at støve deres brand af og lokke de 18-25 årige derned. Kampagnen hedder Enhver idiot er velkommen på biblo (arh men for fucking fuck! hvor lavt må en barre være sat? skal man tale ned til folk bare fordi de er under 30?). Hvordan synes i at man skal markedsføre biblioteket? og hvordan kommunikerer man sit fede brand uden at kompromitere bæredygtigheden?

Debat på Politiken:
http://politiken.dk/kultur/article915225.ece

Bierne dør på potten..

2010-03-01T12:01:00.000-08:00

Tak til Frau Lucifer som har sendt følgende link:

http://www.dmi.dk/dmi/bierne_doer_paa_potten

Tænk sådan nogle små svin der skider på den fine sne! Not in my back yard.. For i min baghave er der ikke plads til bi-hømhøm. Der er derimod decideret ulækkert, fordi al den eksperimental-føde vi har smidt ud til fuglene gennem de sidste 2 måneder nu materialiserer sig, som en grød af pære-banan-mango-pitabrød-fuglefrø. Feed the birdy yum yum!

Hønse

2010-02-28T11:14:00.000-08:00

Arhmentjekdetud hvor ser bloggen fed ud. hallå! Kan du mærke hvordan det bliver kommunikeret til dig hvad bloggen handler om? swell. Det er mit livs Coco Jambo der har designet skidtet. Vi holdt release party for det nye blogdesign i fredags. Begge der var på gæstelisten kom. Så hørte vi Joy Division og Mars Volta og drak cava og grinede over DanÆg lommeregneren, som har fulgt mig siden min pure ungdom og som pludselig dukker op i en skuffe, fuldstændig klar til at regne ud, hvor meget 70% af 2800,- er (desværre ikke lidt nok).
Og apropos svinsk fortid, så mindede Coco Jambo mig på Må-Godt-Listen. Den havde jeg fuldstændig glemt (kender i det, når man kommer i tanke om noget bizarsjovt, der ikke har været igennem håndsvinget mellem ørerne i flere år; man blir nostalgisk på den der "det-har-været-et-sjovt-liv-min-pige-måden). Det var en liste vi opererede med i vort forholds morgengry, og som kort fortalt er en liste over celebs som...well, one can do med den andens velsignelse. CJ påstod at Mike Stipe fra R.E.M var suuuper højt på min liste. I beg to differ. Kan selvfølgelig være før han begyndte at svine med farvelade på midtvejskrise-måden (Stipe, ikke CJ)
Anyways, så prøvede vi at opdatere vores lister, og det var vildt svært til at starte med (aj, ville du det?! adddddd!) men så.. Ja jeg synes jo, at jeg var fair i mine valg. Men CJ er bare über-slutty når han sådan kan shoppe celebs. Total teenager, mand.
Mens andre er vildt voksne (Victor Borge eller Niels Bohr, bumbum..).
Gæt hvilken celeb der er cherry på CJs sundae?

Hint 1: hun er sådan lidt hæs
Hint 2: hun er svimlende hot
Hint 3: hun er desværre en dygtig skuespiller

Den der gætter det vinder en cocktail når jeg kommer hjem til København næste weekend.

Når pengene er små, vol IV

2010-02-24T21:16:00.000-08:00

Det er ikke kun hos Familie Journalens kernelæsere at pengene er små. Lige pt bløder vi penge som om skatte-, mekaniker-, SUlåns- og forsikringsfar havde været forbi med en familysize uzi og lystmordet vores økonomi. Jeg har gjort den åbenlyse fejl (ser jeg nu i bagklogskabens lede lysstofrør) at gifte mig af kærlighed og ikke af økonomiske hensyn. Nok er det bæredygtigt, men det er fanme ikke særlig klogt. Kan man fx hver anden måned betale for 6000 kr SUlån af med gamle kærestebreve? I think not.. (men forestil jer lige et samfund hvor økonomien var baseret på gamle kærestebreve, så skulle man nok kunne se det dovne sætkrydsijanejmåske-godtfolk få fingeren ud af røv og blækhus; en nation af skjalde ville vi være! og man skulle betale topskat for at rime hjerte på smerte og pul på sul).
Well, man må leve med sine valg. Så jeg vælger at se stort på vores økonomiske ruin (jeg sværger; når jeg åbner netbank er der ikke andet end resterne af en atomkrig og lidt røg der stiger op fra murbrokkerne) og affinde mig med, at jeg aldrig kommer til at sejle rundt i noget Risskov funkis med hvidvins-blæser på i permanent happyhour, mens jeg venter på at daddy kommer hjem fra kontoret med ny milliardbonus. Tilgengæld ser jeg på mand, som har en hverdag der gør ham glad, på trods af usikker freelance tilværelse. Og jeg laver selv det jeg godt kan lide, og det har så desværre ikke noget at gøre med at være knaldfed til IT i det private, eller opfinde noget f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g-t uundværligt for menneskeheden (som fx de der sygeligt grimme "accessories" til crocs.. jeg sværger; de der mennesker tjente millionermilliarder på noget plastic tingeling der ligner at det er kommet ud af røven på en My Little Pony). Vi har aftalt, at hver gang der kommer opkrævning fra vores venner i Team SU (dødødødødø) skal vi hilse brevene (ja, i flertal) som var de gode gaver fra himlen. For hvis vi skal få blodstyrtning af ærgelse hver gang vi skal betale en lille formue for at have levet godt i studietiden, så bliver det lange 12 år (12!). Man kan lige så godt sige pænt goddag til sin gæld (ligesom til sine veer når man skal føde, men det er en helt anden historie); man har jo fået noget for pengene tidligere, så det er egentlig lidt barnligt at være bitter over at skulle betale dem tilbage (nu tager jeg the high road så meget, at jeg skal bruge en stige for at komme op på den). Men gu er det da ulideligt at skylde så mange penge til The Man (gik faktisk engang på højskole med én der hed Riber til efternavn, og hende var man altid ekstra flink ved -just in case).
Jeg skal dog ikke klage, for Danmarks rigtige fattige læser jo Familie Journalen og har deres egen terapigruppe dér, som giver gode råd til, hvordan man skal klare dagen og vejen. Tak endnu engang til rubrikken Læsernes Egne Råd for at tage vor fælles armod alvorligt (vil lige minde på, at man får 100 knapper for at få offentliggjort sit råd i FJ..go figure!)

Kalk væk med brusetabletter
af: C. P., Padborg
Når jeg skal afkalke mine termokander, bruger jeg den type brusetabletter, som er beregnet til gebisser, de er meget effektive.

Glat tøj i en fart
af: C. L., Tranbjerg
Under en ferierejse sydpå, stod jeg og manglede et strygejern til at glatte familiens tøj med. Heldigvis var der en kogeplade og en lille gryde. Denne blev varmet op og fungerede fint som strygejern. Tøjet blev lagt på et håndklæde og glattet af den varme gryde. Nemt og hurtigt.

Life ain't pretty for a dog faced boy

2010-02-19T02:39:00.001-08:00

Der er mug i min basilikum. Og det er ikke en eufemisme for hvad der foregår (eller ikke foregår) i sovekammeret. Der er reelt mug i den friske basilikum i køkkenet. Det eneste jeg har gjort er ikke at bruge den og så vande den hver dag. I går kørte jeg fast i en snedrive med nummer to (bil) samt ødelagde håndbremsen og mit forhold til barnefaderen pga samme. Herefter blev nummer et (bil) hentet af autohjælpen fordi den er mæt af dage. I morges var der så atter snestorm (sådan lidt hyggeligt hvis man bor i byen. Et downright mareridt når man bor på landet; skal fanme snart ha stiv sjus før jeg tør linde på persiennen om morgenen) og barnet har -igen- glemt at købe ind til aftensmad. Februar rider det for sygeste lort på mig.
Strengt taget har februar (den beskidte hore) haft 2 lyspunkter:
A: Jeg skulle have fornyet parkeringskortet til mit arbejde (en artsy højere læreanstalt) og den venlige kontordame spurgte efter mit studienummer
B: Jeg har endelig fundet det perfekte køre-musik. Efter at have været rundt i alle dunkle kroge af musiksamlingen fra Lily Allen til Peaches over Guns n Roses til Tv On The Radio, Eels og Joy Zipper kan jeg nu dvæle ved.. Eagles of Death Metal. Hurra! Så er det fedt at pendle. Monsterhøj boogie rock n roll hver morgen så jeg næsten kan bilde mig ind at jeg er 23, på roadtrip og en fandens ka'l (skal fanme også snart ha den tatovering. Men hvor gør man det i Århus? Noget med at HA har en biks et sted, men det vil nok være at stramme skruen ift til at få ny omgangskreds)
Nå, men tjek det ud:

Tak til februar for de to uppers (A&B) og den utrolige mængde downers (I ved hvem I er).

For at dette ikke skal være et livets smædeskrift, vil jeg afslutte med en feature, som jeg har purestjålet fra stinestregen. Jeg har installeret sådan et program som kan fortælle mig et og andet om trafikken på bloggen, bl.a. om, hvad godtfolk har søgt på i Google når de har fået min blog som resultat. Jeg synes selv det er ret hyl. Hvad er fx "fake it K". Det har helt sikkert intetsomhelst med det der (ikke) foregår i sovekammeret at gøre..

14.29% surpånatur
7.14% sur paa natur
3.57% at pille næse
3.57% spejderhytter til leje midtjylland
3.57% ferrero roche æske
3.57% søren fauli tvangshandlinger
3.57% sådan er det at flytte på landet
3.57% "sur på natur"
3.57% store stygge ulvs chokoladefirkanter
3.57% john deere med fader hvor du som er i himlen
3.57% fake it kørekort
3.57% "Flytte fra københavn"
3.57% læderjakke med leopard foer
3.57% bo på landet
3.57% fake it k
3.57% bog the dirt
3.57% surpaanatur

Det handler om naboer

2010-02-17T21:17:00.000-08:00

I Jylland bruger man ikke dørklokker; dertil kender alle hinanden for godt, undtagen os der ikke kender nogen, og derfor kammer helt over i psykopat fantasier, når håndtaget på den låste yderdør pludselig bevæger sig rytmisk op og ned. Uden at man har sat kaffe over til uventede gæster. Heldigvis er det jo bare 9-fingret udlejer der vil ind for at fikse wc/gelænder/emhætte/den udefinerbare træk. Apropos 9-fingret udlejer (som hedder noget utilgiveligt skægt til efternavn), så fortalte jeg ham, at det var lidt utrygt at være alene, mens Christian var væk på turné, hvortil han medfølende bemærkede "ja, så får du vel helt lyst til at låse døren?". Øhm ja, det har jeg sådan set lyst til alle døgnets timer, uanset mængden af mennesker i husstanden. For det der med bare sådan at lade døren stå åben.. det bruger jeg altså ikke. I nogen af livets forhold.
Jeg forstår ikke, at man bare må gå ind til hinanden på den trygge måde. At føle sig så permanent velkommen at man ikke behøver en invitation. Hvad nu, hvis jeg havde gang i en fordækt syssel eller havde naked alone time (obviously not, for der er kæmpe vinduer i det her wannabe drivhus af en bolig) eller blot var midt i kompliceret, omsiggribende og ikke mindst langvarig tarmskylningsproces, ude af stand til at entertaine, uden at det ville blive lidt akavet for alle?
I København har jeg kun haft iskolde følelser for mine naboer. Iskolde. Der var underboen, som hver fredag fik gutterne over til bajer og playstation og 90'er mix-cd på loop, hvilket betød at jeg fredag efter fredag efter fredag kunne synge med på Ugly Kid Joe, Blind Melon og Mr. Big. For fucks sake altså. Og så fik naboen til højre et barn, og dét ved vi jo alle sammen godt hvad betyder. Den skreg og skreg og jeg sov med ørepropper hver nat i et år. En dag mødte jeg skrigeungens moder nede i gården (det var før jeg selv fik barn og havde derfor total mangel på forståelse for den stakkels kvindes situation) og gik sporenstregs hen til hende og spurgte, og der var noget galt med hendes barn; var det evt sygt? for det græd jo uendeligt. Paf moder prøvede at forklare sig og spurgte, om jeg havde lyst til at se -nu tavst- barn i barnevogn. Nej tak sagde jeg og skred. Da jeg så selv fik et barn som havde kolik, tænkte jeg tit tilbage på det lille optrin med græmmelse. Undskyld Anna, hvis du er derude.
Efter at mit eget barn havde grædt uendeligt på naboerne, flyttede vi og fik nye naboer, som så var irriterende på deres egen måde. Der var fx den ældre dame inde ved siden af, som var så helt utroligt hjælpeløs (på den uægte måde) og nabosludrende (på den ekstreme måde) så man døde en lille smule indeni, ærterne tøede op i indkøbsposen og barnet faldt i søvn i sin flyverdragt på entrégulvet. Stakkels Christian har lagt øre til ekstra meget ævl fra dén kant, fordi damen syntes har var lidt hot, og derfor altid skulle have ham til at løfte og ordne og hente og nå osv. Når man så var helt blæst af koneævl, kunne man lige toppe sin rus med en tur ud på altanen. For dér kunne man få det fulde udbytte af underboens fuldstændig svimlende hashforbug. De lange lyse sommernætter blev vel stenede, men barnet var på den anden side enormt nemt at putte..
Da vi flyttede fra København, var jeg SÅ færdig med naboer. Altså den slags man har, når man bor i lejlighed. Hele tiden at have mennesker over og under og ved siden af, gjorde mig..argh! Jeg har haft ganske få klare følelser omkring denne flytning, men én ting har dog været helt krystalklart: jeg gider ikke have lejligheds-naboer mere. Been there. Done that. Got the t-shirt. Nu har jeg så fået naboer som er.. nærværende (i mangel af bedre ord) på en anden måde end før. Man er bare mere hyggeorienteret herude. Når der jogges, og det gøres der i stor stil, så er det altid med en hilsen til dem inde i stuerne. Vi er velsignet med en karnap ud til vejen, og når man sidder der, og feder den med kaffe og bananbrød, er det ikke til at få læst en linje i avisen, fordi der skal hilses på jogge-juntaen eller den 9-fingrede på traktor eller dem-med-den-grimme-hund. Og det er faktisk meget hyggeligt. Man føler sig jo meget velkommen. Men det er også bare så mærkværdigt ift den opførsel jeg normalt forventer af naboer. Bliver mistænkelig; hvad vil de mig? Man er jo ikke bare flink for flinkhedens skyld. Der må stikke noget under. Og før jul var der nogen der kom med velkomstbuket, og en anden kom med vin fra borgerforeningen. Det har jeg sgu ikke prøvet før. Jeg har tilgengæld prøvet, at der var en i vores opgang på Amager, der lå og var død rigtig længe, og det er meget meget trist og meget lugtfyldt skulle jeg hilse og sige. På dén måde, er vores nuværende nabokontakt at foretrække. Man bliver ikke nær så rasende og man kan selv styre samværet. Troede jeg. Indtil man begyndte at tage i håndtaget på den uopfordrede måde.

Venter På Far

2010-02-14T09:49:00.000-08:00

Mor er den bedste i verden hedder det sig i sangen. Men far er lige dén tand federe her i husholdningen. I hvert fald når han ikke er her. Han har været væk længe, og de daglige opkald minder mig på, at vi lever to vidt forskellige liv; orker efterhånden ikke at opdatere på vante-situation, nye arbejdsopgaver og skrammer på bilen. Barnet og jeg lister i vores skrøbelige tosomhed om emnet "far" og som en (funky) messias bliver han omtalt med ærbødighed. Pigebarnet spørger med ti minutters interval hvornår han (gen)kommer. Snart mit barn, snart siger jeg og retter på permanenten og glatter nederdelen, for boy oh boy, daddy is a-coming home. About bloody time.
Hvis jeg havde haft råd til det, havde BitteBy stået i lys lue af fyrværkeri da Christian blev sat af lastbilen fredag nat; kæft hvor var jeg glad for at se ham. Sådan helt ægte, ned i maven og rundt i kroppen. Og lettet var jeg, for fanden. Kunne nu tillade mig at overdrage al omsorg og alle praktikaliteter til ham, mens jeg kollapsede på alle niveauer, og har siden kun været at finde på sofaen i muntert selskab med et glas vin og det nye VICE.
Men måske man bliver kedelig af at være tilfreds? For jeg sidder her i karnappen og kigger ud (faktisk mest på mig selv, for det er helt helt mørkt udenfor og mit spejlbillede er det eneste jeg kan se) og er totalt uinspireret. Håber virkelig det har mere at gøre med Disney-dag, hvor vi har kælket, gået tur ud over markerne og leget på en frossen sø, drukket varm kakao, båret brænde og slåsset i sne. Magter slet ikke al den harmoni. Er bedst hjemme i perma kyniker-tilstand.
Hvem kan vi gøre nar af? bumbum..

Julepynt i god tid
af: L.G., Kbh Ø
Jeg er lidt af en samler og går ind for genbrug. Lige nu samler jeg ind til jul af sølvpapir fra cigaretpakker og Maggiterninger i forskellige farver. Sav små stykker træ ud og fold sølvpapiret omkring. Bind en snor om med en sløjfe, og man har små gaver til pynt og dekorationer

arh.. lige én mere:

Fra chokolade til ost
af: A.B., Aakirkeby
Har du fået en æske Ferrero Rocher, så gem den tomme plasticæske med låg. Skær skiver af ost og kom i æsken, og de er nemme at tage for børn og andre. Osten er klar til brug og den holder sig frisk.

Bibliotekaren Befaler: Det er derfor de knepper så meget i dette land...

2010-02-09T12:00:00.000-08:00

Nu har jeg det sådan, at man ikke bare kommer og tager folk; man spørger pænt om lov først. Og jeg er ikke vild med sportsdigte. Jeg er til gengæld vild med, at en ældre herre der ved besked, siger "Er det ikke herligt at se så mange mænd i cykelshorts?" og "..Han behandler cyklen som en gammel led kælling der har fortjent det..". Og jeg kan især godt lide filmen "De fem benspænd". Så jeg er sådan lidt i vildrede mht Jørgen Leth. For det er jo ham vi taler om. Jeg prøvede at læse "Det Uperfekte Menneske", men kom aldrig længere end til den alenlange fabuleren om barndommens gade. Syntes virkelig siderne dryssede af gammel ordgøgler.
Morten Sabroe er jo personificeringen af gonzo. Eller hvad? Jeg prøvede at læse "Du som er i himlen". Men jeg kunne slet ikke fastholde interessen.
Det der med erindringer er en hård nød at knække synes jeg, hvis man ikke sådan som udgangspunkt interesserer sig for den der skriver/skrives om. Og det har jeg nok lidt manglet i Leth såvel som Sabroe sammenhæng. Derfor kom mit pis ikke langt over frysepunktet, da jeg læste at Leth og Sabroe havde skrevet en mailroman sammen. Og titlen.. ih hvor frækt! Magter ikke den der demonstrative vi-tør-godt-sige-konformiteten-midt-imod-bare-for-at-gøre-det. Lidt ligesom Hornsleth der sætter Camilla Stockmanns hoved på en pornomodel, fordi hun skriver kritisk om ham. Kraftedeme så barnligt.
Nu er det just sådan, at i vores husholdning elsker Christian Jørgen Leth. Så da jeg forleden faldt over Det Er Derfor De Knepper Så Meget I Dette Land på biblioteket lånte jeg den til ham. Han nåede så desværre aldrig at læse den, fordi jeg var helt optaget af den i de smålige 8 dage jeg måtte have den.

Det er VIRKELIG en god bog

Og det med at nogen knepper, er faktisk ikke så meget en demonstration som en konstatering. De to skriver fantastisk, nuanceret og klogt. Og formatet -mailromanen- passer rigtig fint til deres målsætning, nemlig at skrive om kærlighed fra hhv Danmark og Haiti. Jeg synes egentlig at jeg lærte noget om levet liv ved at læse bogen. Om hvordan man reflekteret skider på normerne og gør dét der føles rigtigt for én selv. Det er en bog der gør mig glad. Fordi det lader til, at man godt kan have humor, hoved og libido i behold når man er ved at være i udkanten af det grå guld. Altså ikke problematikker jeg tumler med pt (selvom jeg i skrivende stund er træt og gammel som et samlet Florida Keys) men det er altid inspirerende når kompromisløshed er en essentiel præmis for tilværelsen.
Og det med at nogen tog andre fordi det havde de ret til; det var vist mest et kunstnerisk greb om tilværelse. For dén sag bliver også forklaret som en ret fin indføring i, hvordan en kunstner undfanger og formidler sin idé (eller også faker han helt vildt - og det gør egentlig ikke noget hvis dét er tilfældet, for det er simpelthen så gennemført).

Bibliotekaren siger: læs den! nu!

I'm, like, speechless..

2010-02-07T20:41:00.000-08:00

Jeg har fået en Kreativ Blogger Award:

Denne pris florerer i blogland (som er en underverden af damer -og få mænd- der skriver byte op og byte ned om liv og levned) og nu har jeg fået den af Louise ovre fra Maminka. Prisen startede vist nok med at være til bloggere som kan noget kreativt med deres hænder (disse overmennesker som kan tæmme en husqvarna eller hestehviske en fedtfarve) som fx stinestregen eller Karlssons Kludeskab. Men heldigvis er prisen også kommet til at omfatte os som nok er glade for ord, men som skyer Panduro Hobby som var det et regulært House of Pain.
Så jeg siger tak til Louise, som jeg kender fra barnets institution på Islands Brygge, og som er så cool og lækker, at jeg blev helt underdrejet af dårlig selvtillid når vi tilfældigvis hentede på samme tid. En dag sad vi så sammen og gloede på vores børn der legede indviklet købmandsleg i sjældent roligt eftermiddags-øjeblik. Vi talte om mad, og så siger Louise pludselig "ja Oskar får kun speltmad...Jeg maler selv melet!". Og så døde jeg lidt. Og nu savner jeg dig. (selvom forældrene og goggerne nede i naturgøgler faktisk er ret søde; forleden sagde jeg "farvel skat" ud i rummet til barnet, hvorefter en af damerne sagde "ja hejhej annepige, kys kys").
Well, det er usigeligt fornemt at få en pris så tidligt i sin blog-karriere og jeg er svært stolt. I thrive on ros og anerkendelse. Se lige mig logre. Men reglen er, at for at jeg må beholde min pris, skal jeg fortælle 7 Saucy Details om mig selv:

1) Jeg har været med i en Michael Learns To Rock video:

Og nej, det er ikke mig der er oppe på noget Manhattan-tag med hothot mulade. Det er mine ben der blandt tusind andre danser på stilladset bag bandet. I sidste ende blev videoen så dårlig at den kun blev sendt ud i Asien.

2) Jeg har søgt ind på Journalisthøjskolen 2 (eller var det 3?) gange

3) Jeg har løjet for vaskemaskine reparatøren ( "ja, KLART jeg puttede bh'en i en vaskepose, men posen...Gik i stykker!")

4) Jeg friede til C efter han havde...ryddet op efter mig i samfulde 48 timer jeg havde madforgiftning. Det var sgu noget svineri, så jeg tænkte: ham er der krummer i. Dernæst kastede jeg op i en spand, friede (han sagde ja) og så så vi noget mere Steve Irwin.

5) Da jeg skulle føde barnet, lod jeg som om jeg havde presseveer bare for at de skulle give mig noget -mere- smertestillende. Da jeg så endelig fik the real presse-deal, kunne jeg konkludere at 1) presseveer ikke kan fakes og 2) det kan fødedygtighed heller ikke, samt -efter tusind timers life of frugtesløs agony- 3) nu er der kun den store hestenål med epidural der kan redde mig, so help me gud

6) Da jeg var 18 boede jeg i kollektiv, var skaldet og røg rigtig mange cigaretter og drak rigtig mange øhl. Og fik ærter til aftensmad fordi jeg ikke kunne (kan) lave mad. Indeni var jeg bare stadig en rigtig pæn pige, som tog hjem til mine forældre når jeg var syg for at få læst højt af Pingvinen Der Altid Frøs og få noget andet end ærter.

7) Jeg har én gang været ved at komme op at slås. Til en fest forstås. Min søster reddede mig ved at låse hende den anden øgle ind på toilettet (altså.. hun kom jo ud igen, og vi endte med at være de bedste - og meget meget berusede- venner). Ellers er jeg ret konfliktsky og er ved at kaste op når jeg fx skal sige til goggerne i naturgøgleren at deres krav til barnets vanter er vel overdrevne.

Og ikke nok med pris; jeg har også fået pakke. Fra Julie "F. P. Jac" E. (altså; siger man "sjak" eller "jak"?). Som har læst bloggen, og synes det er synd og skam at jeg befinder mig i en intellektuel ørkenvandring, og derfor har været rundt i gemmerne på det forlag hvor hun arbejder. Og tak, Julie. Især for kogebøgerne "Alle kan lære at lave mad" og "Nemt og billigt når du er flyttet hjemmefra" og "Pasta på den nemme måde". Nu kan jeg kun bebrejde mig selv hvis vi ikke får lødige måltider. Før kunne jeg kun bebrejde min moder, kokken, som grundet sit fag holdt kunstnerisk fri når hun kom hjem og derfor asfalterede min barndom med koteletter i fad. Det var jo på en tid, så ulig vores, hvor kvinderne var heldige både at arbejde fuld tid OG lave alt derhjemme. Hvis min fader, Mr. Boss Man, havde stået for forplejningen, havde hver dag været en festlig variation over temaet "rester" og "mad fra i går" samt "pølser". Faktisk har det aldrig været min moders skyld at jeg ikke kan lave mad. Som med så meget andet i mit liv, starter jeg med at være vildt ambitiøs for derefter at miste interessen relativt hurtigt (fucking hader folk med fightervilje) hvorfor pladsen på vores hylde med kogebøger optages af støvede udgaver af "Fransk Kogekunst", "Tyrkiske Specialiteter" og den avancerede "Kanapeer". Dér kan vi nok blive enige om, at barren er sat for højt. De eneste kogebøger jeg bruger jævnligt er Frk Jensens (pandekager), Disneys kogebog (store Stygge Ulvs chokoladefirkanter) og den glædesløse 120 fedtfattige retter (pasta carbonara).
Så jeg er taknemmelig for ny inspiration.
Men heyhov, er der ikke nogen der kan fortælle om noget underlødig aftensmad de laver? Mit mest underlødige aftensmad var cous cous med bearnaisesovs..

Jeg kan spille på min tromme, pille næse og... spille på skallofon

2010-02-03T12:09:00.000-08:00

Ja undskyld, men jeg kan ikke lade Bennys Badekar ligge..
UUUUUUUUUUUUUDDDDDD med det:

ahhh, det var bedre. Ikke et ord mere om stenet børnefilm på denne side af det nye årtusind.
Nå, men folket har talt, og ud af de 30 der har stemt, mener 20 at jeg skal tage med til Tyrolerfest i forsamlingshuset, hvis blot jeg skriver om det bagefter. Flere var også lune på ideen om noget babs-og-bajer op-dulning; kan dog ikke afgøre, om det ville være ligsom når folk kommer hjem fra Vietnam og har købt sig fattige i traditionelle klædedragter, som måske i en snæver vending kan bruges on location, men som er decideret pinlige i bleg dansk kontekst. Én ting er jeg dog sikker på at ace; hvis min stol braser under mig, kan jeg holde en eventuel øl i fuldstændig vater -jeg ved det, HAR været der. Og apropos vater og kernekompetencer, så har vi jo fået 3 gæstebloggere her på Sur På Natur. Nemlig Christian, som jeg kender rimelig godt gennem vores fælles barn. Og Marie som jeg kender rimelig godt gennem fælles forældre. Og Louise som holdt den fest, hvor min stol brasede og øllen forblev i vater. Det er nu ikke derfor hun skal skrive hér, men fordi Louise kan noget med ord de færreste kan. De tre gæstebloggere kan man høre mere til lige så snart de har noget på hjerte.
I aften skulle barnet og jeg egentlig ha været til fællesspisning i forsamlingshuset. Men vi pjækkede. Eller jeg gjorde. Barnet er jo bare medløber på og genstand for moders løgn (hun blev pludselig syg..). Men jeg magtede det overhovedet ikke; at sidde i 2 timer med de der semi-fremmede (som alligevel skal se mine talenter til Die Grosse Tanz Party) og kværne small talk og lasagne. Alle er jo egentlig rigtig flinke, og jeg skal også have fedtet mig ind på forældrene til de børn der er på alder med barnet. Men efter at have set døden i øjnene i den 1½ time det tog mig at forcere elementerne og komme fra arbejde til bil til naturgøgler til ghost town, er jeg drænet som den gamle mumiemand i motorsavsmassakren (blot uden at jeg spiser 70'er blondiner med cowboyder-bukse-svaj til middag). Nu fucking hader jeg mange ting lige pt, men jeg fucking hader at den daglige transport skal være forbundet med SÅ megen frygt for liv og førlighed. Skrid sne, skrid is, skrid natur og skrid køretøj med nogenlunde samme sikkerhedstatus som barnets kælk.

Når jeg keder mig, så skifter jeg farve..

2010-02-01T10:58:00.000-08:00

Whau! gotta love that mandag. Fuld af energi og overskud og kærlig tilgivelse af barn. Fuld af næringsrige måltider, CO2 neutral transport og kognitiv udvikling. Fuld af løgn.. Dagens eneste optur var 36 min. i selskab med Bennys Badekar efter CO2-optimal hjemkomst til ghost town. Så Bennys Badekar for første gang på Roskilde i en mega koger for 5-6 år siden. En jazzy oplevelse for sure. Og selv uden..stimulanser er den vildsomt fed (vildsomt var faktisk en stavefejl, men måske vildsomt er det nye "sygt"). Specielt Blækspruttens sang, som overskriften på nærværende indlæg er taget fra, er noget groovy rytme. Og så er den sunget af Ulven Peter; hvorfor er han blevet sådan en lamo sidenhen? Nå, men de fremragende 36 min (så lang tid tog en børnefilm i gamle dage) overskygges selvfølgelig og desværre af ca. 3 timers absurd uharmonisk familietid, hvor barn turbogræd ("det gør ooooondt!" "hvor gør det ondt?" "...det ved jeg iiiiikkkk") fordi hun er så træt efter lang dag i naturgøgleren, og moder har for ca. 2 øre lunte. Truede med at hun ikke måtte få mere pølse (ja, det fik vi. Igen.) hvis hun ikke spiste mere salat, men hun fucking hader fuldkorns cous cous, og ville hellere undvære pølse så.. Jeg fucking hader når det jeg truer med ikke virker; ved ikke hvordan man får sin vilje ellers. (Og så står man der med pølsen. Og cous cous'en (-så er der mere til madpakken i morgen..hurra). Og tænker: I'm, like, such a failure on sooo many levels).
Man kan føle sig meget lille i sådan et stort hus, når vaskemaskinen kører og opvaskmaskinen skal tømmes og barnet snøfter i søvne. Men så er det jo heldigvis mandag, og midt i min tristesse kan jeg glæde mig over, at hjem-is bilen også kommer til ghost town når det er 11 minusgrader og pitch black udenfor. Lige nu står den og ringer ildevarslende nede foran huset. På bring-out-your-dead-måden. Men jeg skal fanme ikke have noget. Purenægter at købe is fra horror-far dernede. Og nu vi er ved det, så er det faktisk ret uhyggeligt at bo på landet. Specielt hvis man er lidt..neurotisk anlagt. I den første måned kunne jeg næsten ikke være i mig selv for fantasier (på den virkelig anti-erotiske måde) om polske hjemmerøvere og psykopat-savlende voldtægtsmænd og særlinge, børnelokkere, spritbilister, muskelhunde, øksemordere og zombier i almindelighed. De sværmer jo rundt om et hus som dette. Med gårdsplads, hvor man lige kan vende psykopat-hiace før/efter sine dirty deeds.
Jeg har altid haft en livlig fantasi. Men storby-livet har lagt en dæmper på frygten for fx hjemmerøvere (aj ok, det er faktisk en ny frygt næret i særdeleshed af hysterisk pressefokus). Men jeg har altid været nem at skræmme (har givetvis læst alt alt ALT for mange krimier i Familie Journalen i min barndoms sommerferier på..gys! landet!). Derfor har det krævet en vis portion vilje (og, nå ja, et beroligende glas) at overvinde frygten for at være alene hér. Talte med en veninde som bor på Samsø om det. Hun fortalte, at hun først holdt op med at være bange for overnaturligheder (de bruger ikke hjemmerøverier på Samsø) efter et ½ år derovre, og kun fordi hun tog en aktiv beslutning om ikke at være bange. Jeg tænkte, at jeg fanme ikke gider at bruge et ½ år (har altid 1:1 når folk deler erfaringer) af mit liv herude, på at være bange for alt muligt, som er inde i hovedet. Derfor har jeg reduceret tvangshandlingerne (tjekke om dørene er låst fx) til et absolut minimum. Og jeg er begyndt at slukke lyset på trappen (her er TO etager.. talk about psykopat heaven). Og jeg er holdt op med at tvinge barnet til at sove ved siden af mig ("kunne det ikke være hyyyyyk'ligt?"). Men jeg sover stadig let som en fjer, og har flere gange være ved at gå til angreb på Christian, når han er kommet hjem sent om natten fra turné (har, helt alvorligt, været klar til at slå ihjel med en I [heart] NY kop fundet ved hastig afsøgning af natbord for slagvåben).
Nu er vaskemaskinen færdig. Døds-diligencen er kørt. Jeg skal have et glas vin og læse i en bog med den fantastiske titel Touching From A Distance (om Ian Curtis fra Joy Division). Jeg er helt cool. New yorker koppen står på gulvet. Just in case.

Sommer i Tyrol -med pistol

2010-01-29T10:41:00.000-08:00

Jamen.. så gør jeg det! og det er kraftedeme jeres skyld, hvis al møjsommeligt opbygget værdighed klattes væk på strækningen 19:30- 23:47 (hvor Christian siger: så GÅR vi.. been there!). Jeg ved godt at der stadig er en lille uge tilbage at stemme i, men jeg kan godt læse skriften på væggen når jeg ser den (?!).
Jeg er ellers noget opløftet over jeres engagement. Føler mig som Umback Umbambam (Barack Obama) da han spurgte Michelle: should i run? For selvfølgelig skal jeg afsted, for jeg har det lige som dig, Louise. Alt hvad jeg oplever bliver efterhånden tænkt ind i blog-sammehæng. Og jeg er faktisk ikke for fin til at opsøge det..ukurante for at have noget at skrive om; som nu fx Die grosse Tanz Party. At jeg i dag crashede bilen ind i en refleksstolpe var derimod ikke planlagt.. Sådan noget bliver man jo nødt til at fortælle videre til ham, som faktisk ejer halvdelen af bilen (vi kan sige at venstre side er hans; den er stadig pæn). Finten er så at ringe op til rejsende onkel Mac (denne gang i Esbjerg) og råbe JEG HAR SMADRET BILEN!!!. Hvorefter han selvfølgelig tror, at det eneste der er tilbage af køretøj (Opel, årgang 1996, kødfarvet) er kopholderen. Når man så fortæller det reelle omfang af skaden, så siger han; nååårh, herregud da. Men så bliver man også formanet om ikke at overdrive så meget, og han minder -fuldstændig unødvendigt- på dengang jeg ringede hjem fra Island (boede deroppe i forbindelse med studierne) og sagde at jeg havde fået en flænge på 10 cm ved øjet, fordi jeg havde fået et glas i hovedet under en heftig bytur. Problemet er, at jeg er afstands-blind; jeg skal ikke kunne sige, om der fra mit ansigt til computerskærmen pt er 5 cm eller ½ meter. Jeg ved det vitterligt ikke. Derfor befalede Christian mig at vække min finske roomie (tavs og sur på den der "Anna, i don understan you, why you are never serious?"-måde), som dæmpede gemytterne ved at anslå flængen til at være...1 cm.
Derfor skal jeg lade være med at overdrive mener han; fordi det kan gøre folk (ham) urolige. Det er bare så svært at lade være.
Nå, lille detour dér til mindernes mørke.
Jeg er meget glad for alle jeres kommentarer og den opbakning til Projekt Tyrol, som strømmer så varmt fra jer. Jeg lover at tage billeder og skrive om det bagefter. Men som Kristine også så rigtigt påpeger, så er det et vel slutty tema de har valgt som udgangspunkt for noget nabo-hygge (puh! det lyder helt forkert i dén kontekst).
Jeg forestiller mig, at jeg godt kan gennemføre et hot alpe-mädchen look:

Men reelt ved vi jo allesammen godt at det ender sådan her:

May the flügel be with me..

Når pengene er små, vol III

2010-01-27T11:14:00.000-08:00

Vi er blevet inviteret til tyrolerfest i forsamlingshuset
...
I løbet af sådan gode 31 år lærer man at have paraderne oppe ift uforudsete hændelser. Man lærer at passe på sig selv, og være bidsk i replikken (NEJ blev der sagt) når man fx besvimende ofte bliver spurgt om man er gravid, selvom det er ved at være rundt regnet 3½ år siden man var det sidst. Og man kan sine do's and dont's og sine likes og dislikes. Men det sker at man bliver ramt af en sniger, og nu hænger den sniger på køleskabet, og inviterer til tyrolerfest i forsamlingshuset sammen med resten af byen. Jeg har faktisk ikke lige nogle klare følelser om, hvorvidt det er noget jeg skal, så jeg bliver nødt til at kaste afgørelsen ud i plenum. Til venstre for nærværende indlæg er en afstemning. Vær venlig at afgøre hvad jeg skal.

Bonusinfo I: Tyroler Flemming kommer og spiller det bedste aus Tirol
Bonusinfo II: der vil være "ægte tyroler mad" (?) og Bier vom Fass
Bonusinfo III: "derudover vil der være mulighed for Flügel, Ubåd m.m." (jamen hvad betyder det?)

Før vi alle går helt Heidi, så vil jeg give ordet videre til Familie Journalen. Jeg har i dagens anledning valgt et kort, men ikke desto mindre vitalt råd, som burde være en absolut obligatorisk del af den daglige rengøringsrutine.

Ren toiletkumme
indsendt af R.M., Varde
Jeg fylder selv mine wc-sticks op med wc-rens. På den måde kan man spare penge.

Bitte nicht sauber halten

2010-01-25T12:00:00.000-08:00

Jeg er slet ikke moden nok til at være ansvarlig for en hel husholdning. Men det er ikke desto mindre min virkelighed i disse tider som enlig og -som mor. Min trolovede er stukket af med et teater for at tjene penge og opleve den brogede verden (Randers blandt andet)- (BTW lille sidehistorie; min veninde Dr. Keller, som altid ryster min verden med løst&fast fra medicinens verden, kan fortælle, at i Dr.Med kredse eksisterer fænomenet "Randers fraktur". Det er en fraktur på knoerne som optræder særligt ofte i det Randerske. Frakturen kendetegnes ved at opstå, når knoens herre er stærkt beruset af Blå Thor, kommer op at slås og rammer forkert. Træfsikkerheden er altså ringere i Randers end andetsteds i landet.. Det synes jeg godt man kan tænke lidt over). Nå, men Christian er altså i Randers og få tæsk, og jeg er blevet voksen. Jamen, tænker den vakse læser, blev hun ikke voksen da hun fik et barn? Nej, der blev hun bare mere træt og mere rørstrømsk. Så blev hun da voksen da hun blev gift? Arj, der blev hun mest fuld og lykkelig faktisk. Men hvad så med, da hun blev 30? Nej, 30 er de nye 20'ere, og det betyder at jeg må være Søren Fauli (gå i hættebluse, chucks og tro at jeg er street) ca 10 år endnu. Jamen, for helvede da, hvad så med da du tog kørekort på Nørrebro sidste forår? Forget it, man bliver ikke voksen af at gå i stå 7 gange i streg på Falkoner Allé en torsdag i myldretiden, man bliver bare så bange, at bilen hørmer af angst når man med blussende kinder afleverer den til den næste stakkel i rækken.
Næ nej, jeg blev voksen d. 09/11-09 omkring kl. 07:45. (og når ens selvtillid består af surt sammensparede blokke, så vil jeg da rose mig selv for, at der nok ikke er mange, der kan præstere så præcis en impact-date ift voksenlivet. Med mindre man er katol, og har gemt sig selv til bryllupsnatten og lægger en vældig symbolik i dét clip-show (et clip-show er en episode i en tv-serie som er et sammedrag af tidligere episoder blot med en ny flot finale)). Lige præcis dér, klokken kvart i otte, tager Christian afsted med sit tornyster for at pleje omgang med de unge og smukke, mens jeg kan se frem til 5 ugers tour de singlemom. Efter de 5 uger kommer far hjem til jul, javist. Og straks efter at anden er fordøjet og nytårskrudtet har skuffet, så tager han også afsted igen i 5 uger. Og hold da kaje, hvor jeg piver. Men da han tog afsted første gang, havde vi boet i Jylland i 9 dage. Og jeg skulle starte nyt job samme dag. Og nogen skulle sørge for barnets vej til og fra natur-gøgler institution. Og hvad helvede skal vi spise i aften? Ikke pølser og fritter igen, vel?
Når man sådan pludselig bliver voksen, fordi man skal tage en hel masse ansvar man ikke er vant til, og som man næsten ikke kan magte (hvorfor vil bilen ikke starte?, HVORFOR HELVEDE VIL DEN IKKE STARTE?), så er det, at man rækker ud (tilbage?) mod sine nærmeste og sender følgende mail:

Kæreste damer

Er stadig i relativt granatchok over at bo på landet. For det er jo ikke bare at være flyttet sådan lidt til provinsen; det er hardcore full frontal landliv. Det er indtil videre en meget mærkelig omgang sådan at være flyttet fra Islands Brygge til... det her! Har jo kun været her i 14 dage, og regner med at det tager rundt 6 måneder at vænne sig til det, for det er så sindssygt anderledes end noget jeg nogensiden har prøvet før. Huset er jo fantastisk; stort og lækkert med uoverskueligt mange kvm at fylde ud med vores storskralds-junk. Her er ikke specielt hyggeligt endnu, men det har måske mere at gøre med vejret og den (min) generelle sindsstemning. Og det der med vejret er ikke helt ligegyldigt, for det har jo regnet 14 dage i streg og så er det sgu ikke specielt romantisk at være i eksil blandt nogle marker og naboer som enten jogger, kører i landrovere og IKKE kommer med velkomst-købmandskurve. Det er nok meget godt at vi er flyttet herud på denne tid af året, for jeg nærer ingen illusioner om, at det er specielt romantisk at bo på landet. Det er virkelig landet det her. Når jeg kigger ud af vinduet nu, kan jeg ane at naboen er hjemme og ellers er der bare sort. Vi bor jo i en lille landsby, så der er faktisk mennesker. Og lygtepæle. Og en postkasse. Og en bus der går til Skanderborg med seneste afgang 16.35. Så det er ikke sådan helt bøh-land, men der er marker og MANGE traktorer (barnet siger nu fejlfrit John Deer og Ford og Massey Ferguson). Det føles lidt som at være på meget lang tur i sommerhus, og jeg tager mig selv i at tænke på, hvornår vi mon skal hjem. Kommer også til at sige hjemme om København flere gange om dagen.
Der sker i hvert fald mange store ting lige nu. Og det kan godt være lidt svært at følge med mentalt, så jeg lukker ned hver aften med noget meget lidt krævende (vin eller Hanne-Vibeke Holst; og hvis det er helt hedt og jeg fx har fået lur, så de to ting i forening). Derfor har denne mail også været lidt undervejs (og så også fordi Fullrate ikke kunne dække herude og vi blev nødt til at vente på at TDC fik nosset sig sammen og etableret forbindelse.. pampere). Jeg tror, at dette måske er den vildeste livsstilsændring jeg nogensinde har prøvet, så jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med; i hvert fald tager det længere end 14 dage at vænne sig til.
Jeg savner jer alle sammen meget. Og jeg glæder mig til at få besøg herude. Så kan det være at det begynder at føles mere hjemligt når der kommer nogen.
Lyder det hele meget deprimerende? Det er det egentlig ikke, men er hensat i en tilstand, hvor det nok mest er tiden der skal gå, før jeg begynder at føle tilknytning hertil.
Mange kærlig hilsner og klap på de røde kinder
Anne

Det er nemt at dyrke sig selv; hænge oppe på korset og jamre til alle der gider at høre på én (og faktisk også til dem der ikke gider, for man snakker virkelig højt). Men det er sgu hårdt at være alene. Og hatten tusind gange af, for dem der gør det på permanent basis. Jeg ved jo, at vi snart bliver to mennesker over 30 igen (og ikke som nu: en 3½-årig og en teenager der ikke kan lave mad og siger hæj, vil du ikke se noget fjernsyn og ha is til fejlernæret pigebarn).
Det har været meget lærerigt for alle parter at Christian har været væk. Det har tvunget mig til at forholde mig til min situation, og gøre en indsats for fanme at falde til. Jeg har lært selv at fylde sprinklervæske på bilen, skrabe sne, fodre fugle og tænde op i brændeovnen. Det lyder rasende umodent at skulle lære disse ting, men jeg har bare aldrig haft brug for det før (at bestå sin køreprøve i københavner morgenmyldretiden på ruten Svanemøllen-Istedgade-Valby derimod, dét kan jeg). Jeg synes faktisk at det går helt hæderligt med at være enlig. Men nu må han faktisk godt snart komme hjem. Så vi kan få noget ordentligt at spise.

Så er det onsdag, lillemor..

2010-01-18T11:32:00.000-08:00

..og det betyder, at det er tid for underskuds-indlæg. Jeg magter atter ikke at skrive indlæg fuld af vid og floromvunden tale. Det har været en lang dag, som fik flot finale da jeg trådte ind af døren og blev mødt af barnets NAAAAAAAAAAJJJJJJ, IKKE DIIIIIIG.. thanks, dear. Jeg skal derfor give ordet videre til endnu en Y2K feature på Youtube, som ex-kollegaer helt sikkert husker fra den søde tid i musikbranchen. Der er tale om fænomenet shred, som betyder noget med at tage et kendtogelsket track og spille noget helt andet hen over det. Men det skal passe med mundbevægelserne..

Den første er med KISS...

og den anden med Rolling Stones. Enjoy

Fake it 'til you make it..

2010-01-17T10:13:00.000-08:00

Jeg smykker mig gerne med lånte fjer. Og jeg hyler glad med de ulve jeg er iblandt. Men nogen ting kan man bare ikke ændre på. Fx hænger prolle-manerer ved, også selvom man er til fællesspisning i forsamlingshuset i minibitte landsby. Efter 4 dage i nyt jysk hjem, tog barnet og jeg til borgerforeningens fællesspisning; ku lissom fornemme at det var tvingende nødvendigt at gøre et godt indtryk på byen, hvis vi skulle gøre os forhåbninger om blot et minimalt socialt liv hér. Men det' svært sådan at lægge amager-accenten og...højlydtheden i døren, så på spørgsmålet, om vi var her fra egnen, slog jeg en krads knallert-latter op og skreg NEJ FOR HELVEDE, HARH HARH HARH.. ud over hele salen i det øjeblik folk blev stille for at nyde den klare suppe med grotesk dimensionerede mel- og kødboller. Så er der langt hjem, sådan rent popularitets-wise.
De første dage i minibitte landsby var præget af mange af den slags pudsigheder. Men mest af alt husker jeg stilheden. Der var så stille at det rungede for ørerne. Og der var mørkt på den der måde jeg kun husker fra barndommens lejrskole i det nordjyske. Desuden virkede varmen ikke rigtig, så bronzealder-oplevelsen var komplet. Gudskelov havde vi 89 flyttekasser der skulle pakkes ud. Så der var ikke tid til at dvæle ved hverken fortid, nutid eller fremtid. I hvert fald i to dage, for så skulle barnet starte i ny børnehave. Havde lidt de-unge-mødre oplevelse den første uger barnet var dernede, for åbenbart var barnet klædt f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g uforsvarligt på. Brugte flere tusind kroner på at opdatere hendes garderobe, så hun ikke lignede noget fra glas & galla i Billed Bladet (Se & Hør?) når hun i uendelige timer skulle boltre sig i noget koldt og fugtigt natur. Da jeg for nylig hentede hende i gummistøvler, komplimenterede goggerne mit fornuftige fodtøj (det plejer at være noget med Chucks og blåfrosne strømpebukseben). Nu håber jeg så ikke de tror at jeg har lært noget; for det ændrer sig jo ikke, det der med at være sådan lidt utilbens ift The Great Outdoors, i hvert fald ikke for mig. Mange ting kan man fake, men jeg kan ikke fake moden matriark i konstruktiv dialog med naturen.

Når energien er lav..

2010-01-13T11:58:00.001-08:00

.. og man hellere vil drikke vin og se Americas Next Top Model på Youtube i stedet for at skrive interessant, tankevækkende nyt på sin blog, så må man ty til førnævnte YouTube for at underholde sine læsere. I har sikkert set følgende video før, men den er stadig absurd morsom og uhørt raffineret. For dem der ikke har set den før, så er det et fænomen der breder sig blandt Y2K generationen på YouTube, hvor man tager en kendtogelsket sang og synger præcis hvad der sker i videoen, det hedder Literal Versions.

Når pengene er små, vol II

2010-01-12T12:30:00.000-08:00

Da jeg havde skrevet sidste indlæg om Familie Journalen og pengene der er små, fik jeg mail fra Sara i Kabul, som blot ville minde på, at man også skal holde sig fra store dele af Tyskland, fordi den foretrukne måde at komme af med sin ægtefælle hér, ifølge Familie Journalen, er at lime deres næsebor sammen og kvæle dem. Tak til Sara for dén lille huskepille.
Og så vil jeg også liiige benytte lejligheden til at salutere mine 12 faste læsere. Som jo kommer fra hele verden; fra NY over London til Kabul og helt ud i Nord Vest. Lidt specielt er det dog, at både Ole, Christian og Marie har valgt psyko-øje-billeder. Føler mig lidt overvåget eller skældt ud ligesom når folk kun sms'er i caps lock.
Nå, men jeg putter takketalen tilbage i kavalergangen og vender mig mod...

Rumdeler til skuffen
Indsendt af: V.P., Kolding
Der er nogle steder, man kan købe medister og andet kød i bakker i meget kraftig plastik. Dem har jeg vasket og brugt som rumdeler i køkkenskuffen, de er rigtig fine, og så er der orden på elastikker, clips og andre småting.

Den tunge vej til skafottet

2010-01-10T07:30:00.000-08:00

Nu er jeg ret vild med Henrik Nordbrandt (i ved, ham digteren der mener at der er 16 måneder i året: januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, 5 x november, december). Og ud over, at han har fuldstændig ret mht november, så har han skrevet et meget fint digt, som hænger på min væg og som jeg (fejl-) citerede i min tale til C da vi blev gift.

På Israels Plads
Jeg ville ønske, at du aldrig var kommet
så natten heller aldrig var gået.

Og jeg ville ønske, at du ikke var blevet
så morgenen heller aldrig var kommet.

Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer
så sommeren altid var på vej.

Nøjagtig så melankolsk var min november. Lige pludselig var københavner-eventyret slut, og havde jeg overhovedet værdsat det mens det stod på? Jeg ville have givet en hel pose guld for et snif af Langebro i myldretiden. Jeg ville med glæde betale 45 kr for en kaffe med mælk (den ER jo også økologisk og garanteret bare vildt fair
trade) til en teenager der har for travlt med at cutte til at være sød. Hvor ville jeg have glædet mig over at cykel gennem Skelbækgade, og lette på min hat som hilsen til de 17-årige dér. Jeg ville kramme hele byens udtræk af pubertære gangstere hvis blot jeg kunne få en dag mere i København. I stedet sad jeg i bitte landsby 5 km udenfor Skanderborg, uden netværk, uden mand (gone bye-bye på turné) og uden den ringeste forståelse for eget valg af livsstilsænding (for den jeg har gang i viser sig at være noget mere kompliceret end blot at lægge kost om og gå low-carb).
Igennem september og oktober havde vi forberedt os så godt vi kunne. Lejligheden blev sagt op, barnet blev skrevet op i natur-gøgler institution og jeg fandt et arbejde i Århus (tror mestendels jeg fik det, fordi jeg brugte de første 12 minutter af samtalen til at fortælle om tyndskid-på-sko-gate). Vi boede hos min kompetente søster og hendes kæreste i NV de sidste 3 uger i Kbh fordi vi skulle være ude af vores lejlighed tidligt. Og det var faktisk ret hyggeligt selvom jeg havde kold lungebetændelse af stress i samfulde 3 uger. Havde lovet mig selv at tage en rundtur til alle ynglingsstederne før vi rejste, men det blev aldrig til noget (UNDSKYLD til Zum Biergarten/Kendt/Underwood Ink/Wasteland for manglende omsætning i oktober). Fik heldigvis holdt en sidste Damen-med-de-blå-tænder med alle femikrimi'erne. Da jeg forlod værtindens lejlighed følgende morgen blev jeg noget rørstrømsk og med blanke øjne og skælven på stemmen fik jeg sagt tak...TAK for 8 gode år. Way to go med at køre stemning op omkring flytning. Havde det som koen på vej til slagtehuset (eller..bliver køer slagtet? er det måske mest kalve eller tyre? ved virkelig ikke noget om natur; det overvurderede stads). Helt sikkert var det i hvert fald, at jeg ingen forventninger havde om at fortsætte et nogenlunde muntert liv på jord. Det ville blive et jævnt liv, med små uppers (jul) og en del downers (resten).
Den sidste fredag i oktober pakker vi kødfarvet køretøj med de sørgelige rester (alle vores ting var flyttet 3 uger tidligere) og kører mod Jylland. Da vi svinger ind på gårdspladsen (her er en fucking gårdsplads! ajmen det vil ingen ende tage) er der dødmørkt, dødstille og dødkoldt.

Bibliotekaren Befaler: The Dirt

2010-01-07T12:00:00.000-08:00

Jeg er en servicepige -det er helt sikkert. Som endnu en næstekærlig feature vil jeg under rubrikken Bibliotekaren Befaler fortælle dig, hvilken bog du skal læse i stedet for det smuds du garanteret gemmer under noget Michel Houllebecq på natbordet.
Lige nu har jeg 5 bøger liggende på den 7'er med knækket ryg der udgør mit natbord: Blekingegadebanden I, Naomi Klein: No Logo, Guillou: Vejen til Jerusalem, førnævnte Houllebecq: Udvidelse af kampzonen og Yacoubians Hus. Alle gode bøger formoder jeg. Men sammenlignet med The Dirt er de blot ligegyldigheder. The Dirt har udvidet mit kendskab til sex, drugs & rock n roll med ca 1000%. The Dirt har punket min juleferie op fra slap. The Dirt er utroligt nok ufatteligt velskrevet. For The Dirt er en fuldstændig hæmningsløs biografi om glam metal pioneerne Mötley Crüe. Den bog er decideret fantastisk.
Du kender godt Mötley:

De var store i 80'erne og start 90'erne, men grunge tog -delvist- livet af dem. Siden har man mest hørt om dem fordi trommeslageren Tommy Lee var gift med Pamela Anderson (hjemmevideo hint-hint) og et par af dem har forsøgt sig med noget solo comeback. Som band var de i København i sommer på noget genforeningstour. Læs anmeldelse her: http://gaffa.dk/anmeldelse/33056
Bogens morale er, at man virkelig skal lade være med at give unge mænd (drenge!) lige omkring de 20 ubegrænset adgang til stoffer, damer og drinks. De magter det ikke. Mötley magtede heldigvis at lave musik imens, og det handler den stærkt underholdende bog om. Hvis man er bare en lillebitte smule interesseret i musik eller 80'erne eller narkotiske stoffer eller menneskeligt forfald med en milliard kilometer i timen eller celebrity gossip (og det ved jeg i er) eller bare en god historie så er The Dirt virkelig...The Shit.

Beslutninger om at bo på landet bør ikke tages en varm augustdag

2010-01-06T08:03:00.000-08:00

Hvordan vælger man de rette rammer for sit liv? Hvad skal man overhovedet lave i den der fremtid? Jeg ved det stadig ikke. Er lige så famlende overfor problemstillingen (hvadvilduværenårdubliverstor) som da vi i folkeskolen blev bedt om at skrive ned, hvad vi ville uddanne os til. Jeg var et utroligt uselvstændigt barn og kiggede efter hvad min sidemand skrev (sjunalisd), og så skrev jeg det samme.
Da min trolovede og jeg skulle bestemme os for, hvor den lille familie skulle relokaliseres til, ville jeg ønske at nogen ved siden af mig havde skrevet hvilken som helst destination med store kantede blokbogstaver på en lap papir, som jeg så kunne skele til og basere mit valg på. At vi er endt her, i den lillebitte landsby lidt udenfor Skanderborg, er fuldstændig tilfældigt. For hvad gør man, når man sidder i København og ved at:
- det skal være tæt på Århus
- men ikke for tæt
- det må ikke koste noget at leje
- det skal være stort
- og det skal være tæt på noget pænt natur?
Så kigger man på nettet, og det hus vi bor i nu, var det eneste vi fandt der matchede alle kriterier (bortset fra det med gratis-perspektivet. Havde lidt forestillet mig, at folk på landet nærmest ville betale for at have os boende, bare fordi vi er for fede på den metropolagtige måde -og det vil de jo så gerne opleve i Jylland; de er fanme så nemme at dupere).
Må for en god ordens skyld understrege, at det der med at bo tæt på noget natur ikke ligefrem var nummet et på min ønskeliste (måske nummer 47, efter hælebar og optiker) men mandens. Han er vokset op på landet og sværmer for idyllen, pladsen og luften. Det eneste jeg ved (hvornår kan jeg skrive dét i datid?) om natur er, at jeg ganske ofte er sur på den.
Efter at ha' fundet vores hus på nettet, tager vi til Jylland en weekend i august og ser på sagerne. Jeg er standsmæssigt klædt på i wood wood sølvkjole, sorte ballarinaer med leopard foer og læderjakke. Fra bilen (Toyota Carina, årgang 1994, kødfarvet)træder jeg direkte ned i ganske fugtig plovfure. Heldigvis er vores fremtidige udlejer flink nok til ikke at kommentere på mit valg af fodtøj til the great outdoors, selvom det ligner at mine fødder har haft tyndskid.
Jeg er et menneske som det er relativt nemt at imponere, så da vi bliver vist rundt på de 145 toplækre kvm er der meget langt hjem til (mere og mere) trang 3'er på Islands Brygge (husk at det var august og i Kbh kunne vi ikke have vinduerne åbne, fordi vores lejlighed lå lige ud til Artillerivej- støjen og osen var infam!).
Jeg skeler lidt ud af vinduerne, og der er godt nok meget mark ift hvad jeg er vant til, men huset er i top og på dette tidspunkt i vores flytteproces er det tvingende nødvendigt at vi finder et sted at bo, så jeg kan begynde at søge arbejde og barnet kan meldes til børnehave. Kort sagt, vi slår til.
Hjemmefra havde vi valgt forskellige børnehaver i området som vi ville besøge samme dag. I København gik barnet i kommunens største daginstitution med 200+ børn. Der var bøvl med ledelse, skimmelsvamp og personaleflugt. Hvis hun ikke havde haft sin faste bande havde det været helt ad helvedes til. Derfor var jeg igen svært imponeret da vi besøgt en naturbørnehave med ganske få børn, masser af overskud og den mest forrygende placering på en fredet grund med udsigt over Stilling sø. Det skotske højlandskvæg gumlede i baghaven, børnene plukkede frugt af træerne når de havde lyst, lavede køkkenhave og mad på bål (kan godt høre den ganske lille violin). For en dame der aldrig har været nær en spejderhytte, var det en rystende oplevelse; man kan være.. ude? sådan hele dagen? Var ved at briste i gråd da lederen talte passioneret om det gode børneliv. På stedet fandt jeg grunden til, at det var ok at flytte fra København. Fordi det ville være bedst for barnet.
Jeg er absolut ikke den uselviske type, men når det er sort sort november og man sidder helt solo-mor i en fremmed østjydsk landsby og det er mørk nat, så hjælper det at tænke på, at jeg synes at mit barn er heldig at gå i den institution hun gør (altså ikke på "tak mig, TAK mig" måden). Noget helt andet er så, at barnet pt er svært utilfreds med stedet. Satans..

Når pengene er små, vol I

2010-01-04T12:30:00.000-08:00

Det følgende handler overhovedet ikke om at flytte til Jylland. Det er derimod en introduktion til en helt speciel service jeg vil yde læserne af min blog.

Enhver husmor med respekt for sig selv holder Familie Journalen. Som husmor har jeg dog ingen respekt for mig selv, og derfor må jeg nøjes med at læse Familie Journalens sider af gylden visdom når jeg besøger min farmor. Min farmor er en elskelig lille dame på 1x1x1, som er stuck i de Fem Forbandede Aar og derfor vasker lätta- og leverpostejsbakkerne af og gemmer dem (bruger hun dem? nej, men man ved jo aldrig hvornår svensken (svedsken?) kommer over isen og skærer alle forsyninger af tupperware af). Min farmor gemmer alt, for alt kan bruges igen. Derfor gør det ikke noget at havregrynskuglerne er lidt lådne (de er fra sidste jul of course), for ned, det skal de fandme.
Nå, det var et sidspring. Min farmor abonnerer på Familie Journalen og har gjort det siden julen '53. Jeg har tilbragt mange mange timer i selskab med Dr. Münster i Ugen På Klinikken (slet slet slet ikke så dirty som det lyder -desværre) og de lidt mere specialiserede lægefaglige sider, hvor fx podegra eller hammertæer bliver gennemgået fra A-Z. Jeg har grint og grædt med først Karen Jespersen og senere Eva Jørgensen som har svaret kompetent og vel kradsbørstigt i brevkassen. Jeg har gyst over den ugentlige krimi (undgår i dag for hver en pris engelske moors) og læst om hverdagens skæbner og helte, som altid er noget med at nogen bor med en masse nisser, eller at nogens gård brændte ned, men at man heldigvis fandt lykken sammen med Henny (hvis barn fra tidligere ægteskab er på julemærkehjem) som man mødte via tekst-tv-dating.
Alle disse herligheder er dog kun et sneak-peak i forhold til den faste side: Læserne Egne Råd. Det er her guldet findes. Læserne af Familie Journalen skriver i denne geniale feature ind til bladet med deres egne råd, tips & tricks. Om ALT. Intet er for stort eller småt. Jeg husker et fremragende råd der gik på, at man bare skal give toiletbørsten en tur i opvaskemaskinen, så kan den SAGTENS bruges en 10-12 år mere..
Jeg har været så heldig at jeg har fået en del Familie Journaler op under neglene (min farmor skal ikke bruge dem mere; har strikket alle de nisser der er opskrifter på), og det skal komme alle til gode. Jeg har støvet bladene igennem og fundet de allerbedste råd, som jeg med jævne mellemrum vil dele ud (og det vil føles som manna fra himlen..).
I gamle dage tror jeg, at spalten i Familie Journalen hed Når Pengene Er Små. Det er jo en vidunderligt sigende titel og ganske rammende for mit liv siden.. Like, forever. Kig derfor efter blogindlæg med denne titel og BRUG rådene. Jeg lover, at der er penge at spare..

Nå, here goes..

Ingen Krøllede Lagner
Indsendt af: Oldemor, København (jamen det STÅR der..)
Jeg har længe spekuleret på en måde, hvorpå jeg kan holde lagnerne på plads, så jeg undgår, at de krøller sammen hver gang jeg har ligget på dem. Nu har jeg fundet måden at gøre det på! Jeg smider aldrig min mands aflagte seler væk, de bliver brugt til at stramme lagnerne på undersiden af madrassen, så nu sparer jeg besværet med at bakse med at rette lagnerne, til der igen skal skiftes sengetøj, for de bliver bare ved med at være glatte

Enkeltbillet: Stenbro-Jylland

2010-01-03T11:46:00.000-08:00

Jeg flyttede fra Århus til København da jeg var purung (juni 2002 -The Summer of Love), og havde kun boet i denne vanvittige metropol i et par dage, da jeg forsikrede en veninde om, at " jeg flytter helt sikkert tilbage til Jylland engang. Jeg er jo en hjemmefødning", hvilket selvfølgelig var en fed løgn; da jeg først fik købt en cykel lå byen for mine fødder, og jeg har siden overvejende elsket København for alle de gængse storby klicheer, men mest af alt har jeg elsket København for følelsen af København. At byen er der, hele vejen rundt omkring én.
Men.. der var måske alligevel et element af sandhed i hjemmefødnings-teorien, for med tiden fik jeg en fornemmelse af, at min affære med København ville være af kortere varighed (ikke ligefrem en one-nighter, men i sidste ende en 8-års-nighter). Da barnet kom, giftemålet gjort, uddannelsen var færdig og det faste job i musikbranchen landet, begyndte København at føles trang. Pludselig var det irriterende, at byen var der, hele vejen omkring mig. Og det havde måske mindre at gøre med ovenstående milepæle, som det havde at gøre med en trang til nye udfordringer.
Nu er jeg ikke blot sur af natur, jeg er også doven af natur. Hvis min trolovede ikke havde fået job i Århus, var der aldrig sket noget. Så havde min affære med København stået på, indtil vi havde forladt hinanden i en bitter skilsmisse, hvor byen får børnene (cyklerne, som jeg har mistet så mange af gennem tiderne) og jeg får minderne og en koteletgrund i Greve. Love will tear us apart som de siger i Joy Division.
Med min trolovedes job i det jyske, var der altså en god grund til at forlade København før forholdet blev for broget. Men hvad skulle JEG lave i..Jylland? og hvad med netværket som næsten 100% er i hovedstaden? og hvor skal vi bo? og hvad med barnet og dets trivsel? og det der med at flytte tilbage til Jylland, betyder det, at jeg er tilbage ved square one? og betyder dét, at vi bor i Jylland, at vi...gys! skal være sammen med mine forældre hele tiden?
Jeg stillede mig selv alle disse spørgsmål, og så tog nogen mit liv og trykkede Fast Forward i 4 måneder. Nu har vi boet i en lillebitte landsby i Østjylland i nøjagtig 66 dage, og jeg er ældet betragteligt...